Indkaldelse til generalforsamling 2025
Hvornår: 8. april 2025 kl. 19.00-21.00
Hvor: Vindrosens møderum nr. 1 på 1. sal, Exnersgade 4, Esbjerg
Dagsorden til generalforsamling:
- Valg af dirigent, referent og stemmetæller
- Bestyrelsens beretning om foreningens virke ved formanden (Se beretning her på siden)
- Regnskab ved kasseren
- Indkomne forslag. Forslag skal indgives skriftligt til formanden senest 14 dage før generalforsamlingen
- Valg til bestyrelsen (På valg er Lene, Lars M og Sonja. De modtager genvalg)
- Valg af suppleanter (På valg er Jensitta, Winnie og Lars F. De modtager genvalg)
- Valg af revisor samt revisor suppleant
- Eventuelt
Ligeværd Esbjerg inviterer forud for generalforsamlingen til informationsmøde om Lift Esbjerg. Christina Vigel Mischorr-Boch, der er Esbjerg Kommunes projektleder for Lift Esbjerg, vil fortælle om, hvorledes Esbjerg Kommune med projekt Lift og i fællesskab med Mary Fonden går forrest i kampen mod ensomhed blandt unge. Lift skal sikre, at unge, der føler sig svært ensomme, bliver set og får den rette hjælp. I Esbjerg foregår det lokale samarbejde med Frivillighuset Vindrosen, Headspace Esbjerg og DGI Sydvest. Projektet skal sikre, at svært ensomme unge bliver fundet, hjulpet og støttet til at blive en del af varige fællesskaber.
Foreningen er vært ved kaffe/te og kage. Af hensyn til forplejning foretages tilmelding på mail ligevaerdesbjerg@gmail.com senest den 3. april 2025.
Formandens skriftlige beretning
Bestyrelsen for Ligeværd Esbjerg – Forældre og Netværk har i 2024 arbejdet med at varetage Ligeværds interesser for gode uddannelses-, beskæftigelses-, bolig- og fritidsmuligheder til børn og unge med særlige behov ved blandt andet at arrangere dialog- og inspirationsmøder, deltage i relevante møder og workshops, stille spørgsmål til Esbjerg Kommunes Handicapråd og være aktiv i Unge For Ligeværd, UFL Sydvest.
I 2024 og frem til nu har bestyrelsen gennemført nedenstående møder:
- Dialogmøde med Esbjerg Kommunes MIL-Koordinator Rikke S. Gregersen, som har givet informationer om hvilke muligheder og funktioner, som koordinatoren har med henblik på at hjælpe børn og unge omkring målrettede inkluderende læringsfællesskaber i folkeskolen
- Inspirations og netværksmøde med psykolog Kirsten Callesen, der gav konkrete råd til hverdagen med et skolebarn eller ungt menneske i mistrivsel, og hvordan man som forældre kan sikre en stabil hverdag i familien samt hvorledes, man kan støtte sit barn i at komme i skole, men samtidig sikre, at ens barn har det godt og kan overkomme sin hverdag
- Opstart af netværksmøder for forældre
- Møder hvor foreningens indsatsområder og fokusområder er drøftet
- Møder hvor der er diskuteret positive og negative oplevelser ved inklusion i almen skolen
Repræsentanter for bestyrelsen har i 2024 deltaget i nedenstående møder og arrangementer:
- Bestyrelsen har deltaget i foredrag og brugerpanel arrangeret af Varde Kommune, Børn og Familie rettet mod forældre til børn og unge med særlige behov
- Inspirerende oplæg ved Rikke Alice Bille, der er leder af Skole og Forældres ”Forældrerådgivning” og som dagligt taler med forældre til børn med ufrivilligt skolefravær. Ved oplægget blev der givet gode råd til forældrerollen og hvilke tiltag, der kan skabe trivsel i hjemmet
- Frivillighedsfest, hvor frivilliges indsats markeres
- Folkemøde på Bornholm med 2 debatter henholdsvis omkring hvordan kommune og civilsamfund samarbejde om fællesskaber for forældre til børn med særlige behov samt inkluderende forældrefællesskaber i den inkluderende folkeskole.
Bestyrelsen har stillet spørgsmål til Esbjerg Kommunes Handicapråd:
- Beskæftigelse til unge med særlige behov herunder muligheder for støttet beskæftigelse samt beskæftigelse efter endt STU og succesraten for at komme direkte i beskæftigelse efter STU uden ressource forløb
- Etablering af brugerpanel, som arrangerer relevante foredrag/informationsaftner for forældre og pårørende til børn og unge med funktionsnedsættelse
- Høringssvar til Esbjerg Kommunes budget
Unge For Ligeværd, UFL Sydvest:
Repræsentanter fra bestyrelsen er vejledere i UFL Sydvest, der er en ungdomsklub for unge med særlige behov. Klubben har fast ugentlig klubaften onsdag fra kl. 19 til 21. Der arrangeres klubhygge med kaffe og snak samt ture i nærområdet samt en årlig overnatningstur.
Ligeværd Forældre og Netværk:
Bestyrelsesmedlemmer er også repræsenteret i bestyrelsen for landsforeningen Ligeværd Forældre og Netværk. Nedenfor oplistet fokus emner.
- Der er fokus på det politiske arbejde rettet mod STU-alliancen, hvor det er lykkes at præge udviklingen, så der er oprettet en portal, der skal give overblik over tilbud. De unge har fået retskrav på at kunne finde deres eget alternative tilbud til kommunes to forslag. STU-udbyderne skal udarbejde kvalitetsaftaler
- Joballiancen, der drives af Ligeværd, har til formål at forbedre overgangen mellem de særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser (STU) og ordinær uddannelse eller beskæftigelse med henblik på at øge andelen af STU-elever, som efter endt STU-forløb kommer i uddannelse eller beskæftigelse. Joballiancen bygger på partnerskaber mellem STU-steder, virksomheder og kommuner, der arbejder sammen om de unge
- Der arrangeres gruppeforløb til forældre med skolebørn i specialklasser, der er i risiko for eller har ufrivilligt skolefravær. Og Ligeværd Forældre og Netværk følger det politiske arbejde rettet mod forholdende for børn med særlige behov i folkeskolen og inklusionsproblematikken (skoletrivsel og inkluderende fællesskaber i folkeskolen), idet Ligeværd følger arbejdet i ”Inklusionsalliancen”
Øvrige opgaver:
Bestyrelsen er herudover repræsenteret i fonden, der driver institutionen Det Gamle Mejeri.
Bestyrelsen:
Bestyrelsen har i 2024 bestået af Susanne Madsen, Irene Pedersen, Lene Fjord, Lars Madsen Jensitta Kinder, Winnie Atzen, Lars Friis og Sonja Knudsen.
Hvad skal der ske fremadrettet:
- Netværksmøder for forældre til børn og unge med særlige behov, hvor forældre kan sparre med andre forældre. Der er mulighed for at møde forældre, de kan spejle sig i og blive inspireret af. Der er planlagt et netværksmøde hver måned og frem til efter sommerferien
- Der arbejdes på at arrangere flere inspirationsmøder
- Deltagelse på Folkemødet i juni, hvor der er fokus på specialskoler. Mange kommuner er i gang med at lukke specialklasser og specialskoler og tvangsinkludere. Vi vil gerne forsvare specialklasser/skoler, da vi oplever, at vores målgruppe ofte netop i specialskoler har følt sig inkluderet, deltaget i læringsfællesskaber og været en del af fællesskabet. Og at skolerne med deres specifikke pædagogiske kompetence har løftet de unge til deres potentiale.
Som medlem støtter man Ligeværds politiske arbejde, lokalforeningens engagementer og kontakter til de lokale politikere. Med et medlemskab modtager man informationer fra Ligeværds sekretariat i form af 2 årlige magasiner samt mulighed for at abonnerer på nyhedsmail fra Ligeværd, deltage i dialog- og informationsmøder arrangeret af lokalforeningen og benytte tilbuddet om hjælp og rådgivning via LigeLinje.
Sonja Knudsen
Formand f/
Lokalforeningen Ligeværd Esbjerg – Forældre og Netværk